“Vi må bestræbe os på at dyrke kornet, male melet og bage brødet med et klart mål om at forurene mindst muligt, og vi skal aflevere en frugtbar jord til vores efterkommere.
Økologi eller ikke økologi – det har aldrig været til diskussion for mig. Vi mener, at økologisk landbrug er fremtidens landbrug, både på lokalt og globalt plan. Økologien er dynamisk. Den ændrer sig hele tiden i takt med, at vi bliver dygtigere.”
Økologiske dyrkningsprincipper
På en økologisk gård dyrkes kornet uden sprøjtemidler og kunstgødning. Gødningen kommer fra husdyr og planter, der samler kvælstof. Mørdrupgård er et plantebrug uden husdyr, og uden husdyrgødning kan det være en udfordring at skaffe kvælstof nok, især til hveden, der har brug for mere end de andre kornarter. Det kræver et sædskifte med bælgplanter, der kan samle kvælstof fra luften. Vi dyrker hestebønner, kløver og lupin, som gøder jorden for brødkornet.
Ukrudt i markerne fjerner vi mekanisk, og for øvrigt accepter vi, at der findes ukrudt – det er sammen med kulturplanterne en del af den mangfoldighed, vi tilstræber.
Udvikling af økologisk korn
I begyndelsen af 1980erne var Per med til at stifte Økologisk Landsforening. Dengang kunne man ikke købe økologisk såsæd, og mange af de konventionelle sorter er uegnede til at dyrke økologisk. Så vi måtte selv finde nogen, afprøve og forædle. Der var en stor udfordring i det, og forskere, bønder og møllere har arbejdet tæt sammen. Så jeg har været med hele vejen, og vi synes stadig, det er vigtigt.
Det lokale
Både som producenter og forbrugere har vi medansvar for det aftryk, dyrkningen sætter på naturen. Jeg mener, det er vigtigt at tage lokalt ansvar, og det er nemmest at forstå det og gøre det, når det hele foregår tæt på os. Ved at købe mel, der er produceret lokalt, er du med til at tage ansvar for de marker, der dyrkes tæt på dig.